Vær med til at forme fremtidens digitale løsninger inden for bæredygtighed
Er du en erfaren IT-projektleder, der trives i krydsfeltet mellem forretning, IT og eksterne leverandører? Motiveres du af at skabe fremdrift, løse komplekse udfordringer og sikre, at aftalte leverancer bliver leveret indenfor aftalt kvalitet, tid og budget? Så kan du være den IT-projektleder, vi søger hos Dansk Producentansvar (DPA).
Bliv en del af en organisation i vækst
DPA er en selvejende organisation placeret i spændingsfeltet mellem den offentlige og den private sektor. Vi varetager delegerede og lovfastsatte opgaver for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vedrørende producentansvar for emballage, engangsplast, fiskeredskaber, elektrisk udstyr, batterier og biler.
Vores primære opgave er at udvikle og drifte digitale løsninger, der understøtter administrationen af producentansvaret og hjælper virksomheder med at efterleve deres lovgivningsmæssige forpligtelser. Samtidig samarbejder vi tæt med Energistyrelsen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om udviklingen af området.
Som IT-projektleder bliver du en del af afdelingen for Udvikling og Digitalisering, hvor du vil arbejde tæt sammen med organisationens anden IT-projektleder. Sammen skal I sikre fremdrift i en række strategisk vigtige digitaliseringsinitiativer. Hvor din kollega primært har fokus på den interne projektledelse og forankring, vil du få et særligt ansvar for styringen af vores eksterne udviklingsleverandører og sikringen af, at projekter og leverancer kommer sikkert i mål.
Dine primære opgaver
- Drive og koordinere IT-projekter og udviklingsinitiativer på tværs af organisationen
- Have det daglige ansvar for samarbejdet med DPA's udviklingsleverandører og sikre fremdrift i udviklingsaktiviteter og leverancer
- Følge op på kontrakter, økonomi, tidsplaner, kvalitet og aftalte serviceniveauer
- Identificere, håndtere og løse udfordringer i leverandørsamarbejdet samt sikre rettidig eskalering, når det er nødvendigt
- Sikre, at forretningens behov omsættes til konkrete og værdiskabende løsninger
- Deltage i styregrupper og bidrage med beslutningsoplæg, statusrapportering og risikovurderinger
- Koordinere aktiviteter mellem forretningen, myndigheder og eksterne samarbejdspartnere
- Bidrage til kravspecificering, kvalitetssikring og review af løsningsdesign, dokumentation og leverancer
- Understøtte den fortsatte digitalisering af producentansvarsområdet gennem udvikling og optimering af DPA's digitale løsninger
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse og flere års erfaring med styring af komplekse IT-initiativer. Din erfaring kan være opnået gennem roller som: IT-projektleder, Vendor Manager, Contract Manager, Service Delivery Manager, Program Manager eller lignende rolle med ansvar for IT-leverancer og eksterne samarbejdspartnere. Det vigtigste er ikke din præcise titel, men at du har dokumenteret erfaring med at skabe fremdrift, sikre kvalitet i leverancer og navigere i krydsfeltet mellem forretning, IT og eksterne leverandører.
Du har desuden erfaring med komplekse IT-projekter og trives i rollen som bindeled mellem forretning, IT og leverandører. Du er struktureret, vedholdende og formår at skabe fremdrift, også når projekter eller leverancer møder udfordringer.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra det offentlige eller fra virksomheder, der leverer løsninger til offentlige organisationer.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har erfaring med leverandørstyring, kontraktopfølgning og governance
- Er stærk til interessenthåndtering og kommunikation på tværs af organisatoriske niveauer
- Kan omsætte komplekse problemstillinger til konkrete løsninger og beslutningsgrundlag
- Har erfaring med at arbejde med brugervenlighed og forretningsinddragelse i udviklingsprocessen
- Arbejder struktureret og formår at skabe overblik i komplekse projekter
- Har erfaring med kravspecificering, kvalitetssikring og review af leverancer
- Kommunikerer sikkert på både dansk og engelsk
Hvad vi tilbyder dig
Vi tilbyder en unik mulighed for at træde ind i en nyoprettet rolle, hvor du får stor indflydelse på, hvordan rollen og funktionen formes og udvikles. Hos os bliver du en del af en organisation i bevægelse, hvor tillid, korte beslutningsveje og et stærkt fællesskab præger hverdagen. Vi har en kultur med fokus på ordentlighed, åbenhed og samarbejde, og vi lægger vægt på, at du som medarbejder har gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Lyder det som noget for dig?
European Search Company håndterer rekrutteringsprocessen på vegne af DPA, og vi ser frem til at modtage dit CV og ansøgning samt andet relevant materiale hurtigst muligt.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du derfor kontakte Brian Ranvits på +45 2048 0548 eller Christoffer Bjørk Petersen på +45 2080 1638.
Ansøgning og CV fremsendes elektronisk via nedenstående ansøgningsknap.
Om DPA
DPA er en selvejende nonprofitorganisation oprettet til at varetage de offentligretlige opgaver, der er knyttet til producenters og importørers producentansvar i henhold til Miljøbeskyttelsesloven.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har delegeret en række opgaver til DPA, herunder generel vejledning om producentansvarets regler og myndighedsbeføjelse til at træffe afgørelse på udvalgte områder.
DPA modtager og behandler data om forvaltningen af producentansvaret i Danmark, herunder data om, hvilke virksomheder, der har registreret et producentansvar, hvor meget (og hvor stor en andel) affald, der indsamles, og dermed også virksomhedernes evne til at understøtte vejen mod en bæredygtig og cirkulær ressourceøkonomi via principperne i det udvidede producentansvar, hvor producenten betaler for det affald, de bringer på markedet.